Sten for sten
Av Liselott Willén
Beskrivning:
Åland om efteråret. Som tilflytter fra Sverige bliver Kjerstin ikke modtaget med åbne arme på øen. Skoleinspektøren og eleverne på skolen, hvor hun underviser, gør arbejdsdagene til et helvede at komme igennem. Hun slås med sit selvværd - hver eneste dag er en kamp for at være stærk. Og så bliver tæppet revet væk under hende: Kjerstin finder utvetydige tegn på, at hendes mand er hende utro.
Samtidig med at murene om Kjerstins verden trækker sig sammen, gør nye mennesker deres entré i hendes liv. På et selvudviklingskursus træffer hun syv andre kvinder - et møde som giver perspektiv og kraft. Og en plan begynder at tage form inden i Kjerstins hoved. Det er sådan, det begynder. Sten for sten skal der nu skabes et skred, som ikke kan standses.
STEN FOR STEN handler også om fatal erotik og udspekuleret hævn. Willén har på kornet fanget frigørelsesprocessen og potentialet hos en kvinde kuet af omstændighederne, omgivelserne og sine egne forestillinger.
Utdrag ur Sten for sten
Den første sten
Tiden. Det var den, der afslørede ham. Den tid, der var gået, siden han rørte mig sidst. Der findes så mange måder at huske på. Hver enkelt af vore sanser lagrer sine indtryk: billeder, dufte, lyde. Huden bærer også på erindringer. En af dem er blevet glemt; følelsen af hans hænder.
Jeg er alene i vores hus på skrænten. To gange ringer telefonen, men jeg tager den ikke. Jeg ligger på plyssofaen i fjernsynsstuen med et tæppe over benene. Tæppet er mørkerødt og groft. Det lugter muggent. Et par brune skindslippers stikker frem i fodenden. De er varme og fugtige, og lammeulden kilder mellem tæerne. Når jeg vender og drejer mig for at skifte stilling, vågner katten, som hviler mellem mine knæ.
Jeg tænker på O. Det var ham, som satte det hele i gang. Jeg kan huske, at det var meget varmt den aften, da jeg cyklede til vores første møde. Det var så lummert, at det var svært at trække vejret, og lugten af alger var meget gennemtrængende. Jeg husker, at han skræmte mig. Fordi jeg følte, at han så mere end andre. Ham kunne jeg ikke gemme mig for.
Det var O, som fik mig til at begynde på det, der nu er afsluttet. Det som jeg kaldte en leg. En tankens leg. Det som senere blev til noget helt andet, som var umuligt at slippe.
Jeg lagde mærke til hende den aften. Det var håret, tror jeg. Eller også var det øjnene. Hun smilede til mig. Måske var det derfor; fordi hun så mig. Registrerede mig. Ingen af de andre mødte mig på samme måde.
Når jeg forsøger at huske hendes ansigt, glider det fra mig. Jeg ser dele af det, små detaljer, men helheden kan jeg ikke få fat på. Hvad gør skylden ved en erindring? Den forandrer ikke, den forvansker ikke. Den visker ud.
Det er længe siden nu. Jeg ved ikke engang, om jeg kender den kvinde, som cyklede i den varme sensommeraften, selv om hun forestillede mig. Hun havde min krop, mit tøj: den beigefarvede nederdel med marmorerede knapper. Vinden tog i den, så jeg hele tiden måtte holde den nede for at skjule mine lår.
Jeg siger, at det er længe siden, men det passer ikke. Der er gået fire måneder.
Det er blevet mørkt udenfor. I lyset fra udendørslampen kan man tydeligt se sneen på altanens rækværk. Fin, nyfalden sne. Selv om vinteren er her, bærer jeg efterårets begivenheder med mig. Jeg noterede alt i stilehæftet med det teglstensrøde omslag. Det eksisterer ikke mere, men min hånd kan huske pennens bevægelser over papiret, huske hvad jeg skrev ord for ord, bogstav for bogstav.
Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det er forbi, og at et menneske er dødt.
[...]